Spring til indhold
Loading

Hvad er pengespil?

Pengespil handler om indsatser og tilfældigheder. Bliv klogere på pengespil og de forskellige spiltyper i denne artikel.

Pengespil kan både foregå online eller fysisk, fx i en kiosk, på et kasino eller i en spillehal. Aldersgrænsen for langt de fleste spil om penge er 18 år.

For at der kan være tale om et pengespil, skal følgende tre krav være opfyldt:

  1. Der skal betales et indskud af økonomisk værdi
  2. Der skal være et element af tilfældighed
  3. Der kan gennem indskuddet opnås en gevinst af økonomisk værdi.

Hvad er forskellen mellem at spille mod huset og spille mod andre spillere?

Når man spiller pengespil, er der både spiltyper, hvor man spiller mod huset, og spiltyper hvor man spiller mod andre spillere. Men hvad er forskellen?

Spil mod huset

Huset er en betegnelse for udbyderen af spillet. Fx et fysisk kasino eller en væddemålsudbyder. Når man spiller pengespil mod huset, betyder det, at man spiller mod et kasino eller en udbyder ud fra deres odds og regler. Hvis man taber sine penge, når man spiller mod huset, er det spiludbyderen, der får alle pengene, men det er samtidig også spiludbyderen, der skal udbetale gevinsten, hvis man vinder, når man spiller mod huset. Kendte spil hvor man spiller mod huset, er fx spil som roulette, blackjack, spilleautomater og væddemål.

Spil mod andre spillere

Der findes flere pengespil, hvor man ikke spiller mod kasinoet, men spiller mod andre spillere, såsom poker og onlinebingo. Her betaler man for at deltage i et spil, hvor man kan vinde en andel af den indsats, som alle spillere har indskudt. Spiludbyderne er ikke økonomisk involveret i spillet som ved spil mod huset, og tjener i disse spil deres penge på kommissionen.

Kommission er den andel af indskuddet, som udbyderne tager for at facilitere disse spil.

De mest populære pengespil

Væddemål

Væddemål kendes i daglig tale også som ”odds”. I et væddemål vædder spilleren mod spiludbyderen på et udfald af en fremtidig begivenhed. Dette kan fx være et væddemål på en fodboldkamp, håndboldkamp eller e-sport.

På mange begivenheder er det også muligt at indgå et væddemål på en begivenhed, der allerede er i gang. Dette kaldes ”livebetting”.

Et væddemål (odds) står oftest som et decimaltal, fx odds 1,5.

Spilleautomater

Spilleautomater kan både findes på fysiske kasinoer og onlinekasinoer, men også i restaurationer og i spillehaller. Flere kalder en spilleautomat for en ”enarmet tyveknægt”. Dette navn stammer fra de originale fysiske spilleautomater, som havde et håndtag (en ”arm”), som spilleren trak i for at starte et spil.

På en klassisk spilleautomat er der oftest tre forskellige hjul med symboler, der roterer, og det gælder om at få tre matchende symboler på linje. Disse hjul kaldes ”valser”. Moderne spilleautomater er mere avancerede, og her kan der vindes på flere forskellige måder.

Et spil på en spilleautomat bliver afgjort meget hurtigt, og resultatet af spillet er udelukkende baseret på tilfældighed.

Roulette

Roulette er et af de mest kendte pengespil, som både kan spilles på fysiske kasinoer og onlinekasinoer. I roulette er der et roulettehjul, som er opdelt i farver og numre. Her skal spilleren satse på, hvilket nummer kuglen lander på. På et roulettehjul er der 37 tal, som er fordelt således: 18 røde tal, 18 sorte tal og ét grønt tal, som har nummer 0.

En anden version af roulettehjul er amerikansk roulette. Dette hjul indeholder 38 tal, da der er to grønne numre (nummer 0 og nummer 00).

I roulette spiller man mod spiludbyderen, og der er flere forskellige muligheder for at placere indsatser. Spilleren kan fx satse på, at kuglen rammer et bestemt nummer, en bestemt farve (rød eller sort), et lige eller ulige tal og meget mere. Hvis spilleren har placeret sin indsats på en mulighed, der indeholder det tal, som kuglen rammer på roulettehjulet, har spilleren vundet.

Poker

Poker er et kortspil om penge, som kan spilles på både fysiske kasinoer og onlinekasinoer. Der findes mange forskellige pokervarianter. Poker spilles oftest mod andre spillere, men der findes også varianter, hvor spilleren spiller mod en spiludbyder.

Poker er et pengespil som både indeholder tilfældighed, fordi spilleren ikke har indflydelse på, hvilke kort der er i spil, men også færdighed, da spilleren kan udvikle sin egen strategi og træne hukommelsen, overblik og teknik. I pokervarianter, hvor spillerne spiller mod hinanden, tjener spiludbyderen penge ved, at spilleren betaler et beløb for at kunne deltage i spillet. Dette kaldes kommission.

Blackjack

Blackjack er et kortspil, som kan spilles på både fysiske kasinoer og onlinekasinoer. I dette spil spiller man mod spiludbyderen. Når et spil begynder, modtager spilleren to kort og ”dealeren” (spiludbyderen) modtager ét kort. Kortene 2-10 tæller deres værdi, billedkort tæller 10 og et es tæller enten for 1 eller 11. I blackjack gælder det om, at summen af kortenes værdi kommer så tæt på 21 som muligt. Hvis summen er tættere på 21 end dealerens, vinder spilleren. Spilleren må modtage så mange kort, som spilleren ønsker, men overstiger summen af kortenes samlede værdi 21, har spilleren tabt.

I blackjack er resultatet baseret på en kombination af tilfældighed, da spilleren ikke har indflydelse på hvilke kort, der er i spil, men også færdighed da spilleren ligesom ved poker kan udvikle sin egen strategi og træne hukommelsen, overblik og teknik.

Skrabespil

I et skrabespil handler det oftest om at skrabe ens symboler eller beløb. Det er muligt for spilleren at se sin gevinst eller sit tab umiddelbart efter, at loddet er skrabet. Et skrabelod forbindes oftest med et fysisk lod, men i de seneste år er skrabelodder blevet mere og mere udbredt online. Et af de mest kendte skrabelodder er skrabejulekalenderen, der er meget populær i december.

Lotterier

Et lotteri er et puljespil, hvor deltagernes indskud bliver lagt i en pulje, hvoraf en andel af puljen går til tilfældige vindere. Gevinsterne i et lotteri er oftest høje, men sandsynligheden for at vinde er tilsvarende lav.

I et lotteri køber spilleren en række med et antal tilfældige tal eller med tal, som spilleren selv har udvalgt. Et lotteri afgøres ved at udbyderen udtrækker tilfældige tal, og hvis et bestemt antal stemmer overens med deltagerens købte tal, vinder spilleren en andel af puljens værdi. Gevinsten kan afhænge af, hvor mange af spiludbyderens og deltagerens tal der stemmer overens, samt hvor mange lodsedler der er solgt. Af kendte lotterier kan nævnes Lotto og Keno.

Herudover er der almennyttige lotterier, fx fysisk bingo og banko, hvor overskuddet skal gå til et godt formål.

Onlinebingo

Onlinebingo er et puljespil hvor spillerne køber en eller flere plader med tilfældige numre på. Der bliver i løbet af spillet trukket tilfældige numre (typisk fra 1-90). Herefter gælder det om at få sin plade, eller dele af sin plade udfyldt som den første.

Test din viden om pengespil

Relateret indhold