Spring til indhold
Loading

Ordbog

Indenfor spilverdenen findes der mange særlige ord og udtryk, og der kommer hele tiden flere til. Måske er du stødt på udtryk som, ”odds”, ”lootbox” eller ”tilbagebetalingsprocent”, men ved du egentlig, hvad de dækker over? Hvis det ikke står helt skarpt for dig, så kan du slå dem op i ordbogen, hvor diverse begreber er forklaret.

  • All in

    Dette er en handling i poker, hvor en spiller indskyder alle sine jetoner/penge på et enkelt spil.

  • Blackjack

    Blackjack er et meget populært kortspil, som kan spilles på fysiske kasinoer og onlinekasinoer. Spillet handler om at opnå en værdi af sine kort, som er så tæt som muligt på 21, uden at overskride det. Kortene skal samtidig have en højere værdi end dealerens kort.

  • Bonus hunts

    Fænomenet bonus hunts går ud på, at en spiller forsøger at "jage" bonusspil i forskellige spilleautomater, og gennemspiller alle bonusspillene til sidst som en finale.

  • Bookmaker

    En bookmaker er den engelske betegnelse for en væddemålsudbyder. En bookmaker udbyder odds på udfaldet af begivenheder som sport, politik og andre fremtidige begivenheder.

  • BSI

    Står for bruttospilleindtægt. BSI er summen af hvor mange penge spillerne har tabt til udbyderne. Det udregnes således: ”Indskud + Kommission – Gevinster = BSI”.

  • Cardpacks

    Cardpacks er virtuelle pakker med kort, der repræsenterer genstande eller figurer i spil – fx en fodboldspiller man kan benytte på sit hold i EA Sports FC. Disse ’kort’ fås normalt i pakker (packs), og de kan bruges i spillet. Cardpacks er en form for lootbox.

  • Cash out

    Cash out er et tilbud hos online udbydere, der udbyder væddemål (odds). Cash out giver mulighed for at få en del af gevinsten udbetalt, før begivenheden er afsluttet.

  • Community hunts

    Community hunts er bonus hunts, hvor streameren indsamler seernes penge og spiller for dem, mens der streames. Eventuelle gevinster fordeles derefter mellem dem, der har indbetalt. Hvis streameren selv står for at håndtere ind- og udbetalinger, er dette imod spilleloven.

  • E-sport

    Er ’elektronisk sport’, og bruges når computerspil spilles på et konkurrenceniveau. Det sker fx i CS2, DOTA2, EA Sports FX (tidligere Fifa) eller Fortnite.

  • Gambling

    Det engelske ord for pengespil. Udtrykket bruges også ofte på dansk i stedet for pengespil.

  • Gaming

    Det engelske ord for det at spille computerspil. Udtrykket bruges også ofte på dansk.

  • Gennemspilskrav

    Et gennemspilskrav er et krav, der er koblet op på en bonus, som spilleren har fået af spiludbyderen. Gennemspilskravet er det antal gange, bonussen skal gennemspilles, før spilleren kan udbetale pengene. I Danmark på gennemspilskravet maksimalt være 10 x (indbetaling + bonus).

  • Gevinst

    En indsats anses for at være ”tabt”, indtil et spil eller væddemål er afgjort, hvorefter hele den eventuelle gevinst gives til spilleren, hvis spilleren vinder. Gevinsten er derfor udtryk for hele det beløb, spilleren får udbetalt, og indeholder både spillerens indskud og spillerens overskud.

  • Grå sider

    Grå sider er betegnelsen for sider der ikke har tilladelse til at udbyde spil i Danmark. Disse hjemmesider må derfor ikke udbyde spil i Danmark, og må ligeledes heller ikke markedsføre sig til danske kunder. Spil der foregår på grå sider er ikke reguleret efter dansk lovgivning.

  • Indbetalingsbonus

    En indbetalingsbonus er en bonus, som spiludbyderne tilbyder sine kunder for at foretage en indbetaling, fx at man får yderligere 100 kroner at spille for, hvis man selv indbetaler 100 kr. Der er som udgangspunkt knyttet gennemspilskrav til indbetalingsbonusser. I Danmark skal indbetalingsbonusser svare til maksimalt 10 procent af indbetalingen, dog højst til 1.000 kr.

  • Indskud

    Den mængde penge der placeres på et udfald af en begivenhed, fx på rouletten eller på et væddemål.

  • Kick

    Kick er en streamingtjeneste, der er oprettet som et alternativ til Twitch.

  • Kommission

    Kommission er en andel af et indskud, som spiludbydere tager for at facilitere et spil blandt spillere. De mest kendte kommissionspil er poker og onlinebingo, hvor man spiller mod andre spillere og ikke mod spiludbyderen.

  • Landbaseret spil

    Landbaseret spil er spil, der udbydes fysisk i fx et kasino, kiosk eller spillehal. Her kan der blandt andet spilles Lotto, væddemål og spilleautomater.

  • Limitering

    Limitering betyder, at en spiludbyder kan begrænse en spillers indsatser eller antallet af indsatser. Det bruges normalt, hvis en spiludbyder oplever mistænkelig adfærd eller tegn på spilproblemer hos en spiller.

  • Loot

    En virtuel belønning i et computerspil, for fx at besejre et monster, en modspiller eller for at have klaret en opgave. Det er således en samlet definition for fx cards, skins eller virtuel valuta, og er årsagen til det brugte udtryk lootbox.

  • Lootbox

    En beholder (fx en kasse eller cardpack) i computerspil, som indeholder tilfældigt udvalgte virtuelle genstande og/eller virtuel valuta. Nogle lootboxes kan købes for rigtige penge, mens andre kan opnås som belønning for fx at besejre et monster, en modspiller eller for at have klaret en opgave eller lignende i spillet. Lootboxes er en samlebetegnelse for alle disse typer af tilfældige belønninger i spil, og kan derfor variere meget.

  • Mikrotransaktion

    Gennemførslen af en mindre økonomisk transaktion i computerspil, oftest for at opnå ejerskab af en virtuel genstand eller valuta.

  • Odds

    Odds beskriver potentielle gevinster baseret på forventet sandsynlighed, og anvendes altid på fremtidige begivenheder som fx sport, esport, og hvem der bliver den næste statsminister osv. Et odds på 2.00 betyder derfor, at du ved en indsats på 100 kr. får 2.00 x 100 = 200 kr., hvis du vinder.

  • Online spil

    Online spil er betegnelsen for de pengespil, der kan spilles via internettet. Et online spil gør det muligt at spille kasinospil via computer, telefon eller tablet.

  • Poker

    Poker er et pengespil, som kan spilles på fysiske og online kasinoer. Det inkluderer versioner, hvor man konkurrerer mod andre spillere som cash games eller turneringspoker, og varianter hvor man spiller mod spiludbyderen, fx Ultimate Poker eller 3-korts-poker.

  • RNG

    RNG (Random Number Generator) er en tilfældighedsgenerator, der sikrer et fair og retfærdigt spil ved at generere tilfældige tal. Det kan være software, der genererer et tal, som omsættes til et udfald i spillet. Det kan også være en analog ordning, som fx et roulettehjul, der kan trække et tilfældigt tal mellem 0-36.

  • ROFUS

    ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere) er Spillemyndighedens register, hvor spillere frivilligt kan udelukke sig fra kasino- og væddemålsspil, både online og på fysiske kasinoer, i forskellige tidsperioder – 24 timer. 1, 3 eller 6 måneder eller endeligt.

  • Roulette

    Roulette er et af de mest kendte pengespil, som både kan spilles på fysiske kasinoer og onlinekasinoer. I roulette er der et roulettehjul, som er opdelt i farver og numre. Her satses der på, hvor kuglen lander.

  • RTP

    Står for “Return to Player” og er den engelske betegnelse for tilbagebetalingsprocenten.

  • Skin

    En virtuel genstand der udelukkende ændrer udseendet på fx ens figur eller våben i computerspillet. Skins har ikke indflydelse på, hvor god man er, eller hvor godt man klarer sig i spillet.

  • Skinbetting

    Skinbetting er brugen af skins som indskud i et pengespil, fx onlinekasinospil eller onlinevæddemål. Det involverer virtuelle genstande, der overføres til tredjepartssider.

  • Sorte sider

    Sorte sider er betegnelsen for sider der ikke har tilladelse af Spillemyndigheden men som alligevel henvender sig til det danske marked, og forsøger at udbyde spil til danskere. Disse sider er ulovlige.

  • Spille mod andre spillere

    Der findes flere pengespil, hvor der ikke spilles mod spiludbyderen, men mod andre spillere. Her betaler man for at deltage i et spil, hvor man kan vinde en andel af den indsats, som alle spillere har indskudt. Kendte spil, hvor der spilles mod andre spillere er poker og onlinebingo.

  • Spille mod huset

    At "spille mod huset" betyder, at spille mod spiludbyderen i pengespil som fx kasinospillene roulette og blackjack eller spilleautomater og bookmakeren væddemål. Hvis man taber, når man spiller mod huset, er det spiludbyderen, der får pengene, men det er samtidig også spiludbyderen, der skal udbetale eventuelle gevinster.

  • Steam

    Meget udbredt og populær platform, hvorfra der kan spilles mange forskellige spil. Den indeholder desuden både sociale grupper og fællesskaber, samt en markedsplatform hvor der kan udveksles forskellige genstande fra spillene.

  • Streaming

    Streaming er, at man spiller, chatter eller kommenterer mens det sendes live for seere på en tjeneste som fx Twitch. Der kan fx streames, at man gamer diverse spil, eller at der afholdes turneringer i e-sport, men der kan også streames åbning af lootboxes eller gambling.

  • Surrender

    Surrender er et tilbud hos udbydere, der udbyder Blackjack. Surrender giver mulighed for at opgive sin hånd og beholde sin indsats.

  • Tilbagebetalingsprocent

    Tilbagebetalingsprocenten betegner, hvor stor en andel af det indskudte beløb, der gennemsnitligt betales tilbage til spillerne. Fx vil en spilleautomat med en tilbagebetalingsprocent på 90 i gennemsnit tilbagebetale 90 kr. til spillerne, hver gang der bliver spillet for 100 kr.

  • Twitch

    Populær platform til livestreaming. Platformen indeholder mange værktøjer til fx at heppe på et hold eller vise support til værten.

  • Varians

    Varians er forskellen fra det sandsynlige udfald. Ved fx at kaste en mønt tusind gange forventes "plat" at forekomme 50% af tiden (500 gange). Et mindre antal end dette er en negativ varians, hvorimod et større antal er positiv varians.

  • Virtuel valuta

    Virtuel valuta er en valuta i computerspil, fx repræsenteret som guld eller diamanter, og kan typisk købes for penge eller optjenes i spillet. Når en virtuel valuta kan købes for penge, omtales det ofte som en premium valuta. Valutaens økonomiske værdi kan være uigennemskuelig, og kan involvere flere variable, som fx en dynamisk vekselkurs eller begrænsninger af de produkter, der rent faktisk kan købes for valutaen.