Inspiration til samtalen
Samtaler om pengespil giver ikke den unge inspiration til at begynde at spille. Derimod sender du et vigtigt signal om, at pengespil er noget, I kan tale åbent om.
Et godt tidspunkt for samtalen er et tidspunkt, der giver mening for begge parter, hvor I kan tale uforstyrret og gerne i en ramme, der er uformel og afslappet. Det kan være mens I sidder i bilen eller i en situation, hvor I sammen bliver eksponeret for pengespil (gambling). Det behøver ikke at være en lang snak første gang, du bringer emnet op. Det vigtigste er, at du får signaleret, at det er okay at tale om,
Hvis du eller en anden voksen tæt på dit barn spiller pengespil, kan det være med til at sende et signal om, at pengespil (gambling) er harmløst og problemfrit. Børn og unge spejler sig i de voksne omkring dem. Det kan virke hyggeligt at satse penge på en fodboldkamp eller købe en lottokupon sammen, men overvej hvilket signal du sender, og fortæl om dine egne tanker og holdninger til spillene.
Tal gerne om at selvom spil er synligt og let tilgængeligt, er det ikke det samme som, at det er normalt for alle at bruge penge på spil. Det er også relevant at tale om, hvorfor det kan være underholdende, spændende og fristende at spille, men at pengespil kan medføre problemer og på sigt føre til ludomani. Gør det fx også klart, at sport og betting ikke behøver at hænge sammen, og at man aldrig kan blive god til at spille om penge.