Hvad er streaming?
På streamingplatforme som Twitch, YouTube og Kick findes streamere, der viser, at de spiller pengespil. Streamerne filmer sig selv, mens de spiller pengespil.
Selve det at streame at man spiller pengespil er ikke ulovligt, men det er ikke tilladt at målrette markedsføringen mod børn og unge under 18 år. Det er heller ikke tilladt at reklamere for spiludbydere uden tilladelse i Danmark. Hvis man markedsfører spil i strid med spilleloven, kan man ende med at få en bøde.
Community hunts
Flere streamere på platforme som fx Twitch spiller pengespil, hvor de tilbyder deres følgere, at de kan indskyde penge og spille med. Fænomenet kaldes ’community hunts’, og går ud på, at følgerne overfører penge til streameren, som sætter pengene ind på sin egen spilkonto. Streameren spiller derefter pengespil, mens følgerne ser med. Når community hunten er slut, fordeles det resterende beløb blandt dem, der har indskudt penge.
Når der bliver spillet på denne måde, risikerer man, at det er i strid med spilleloven eller spiludbydernes regler og vilkår, fordi man kun må spille på egne vegne. Hvis man alligevel vælger at spille med i et spil via en andens spilkonto, kan det have konsekvenser for spillerne. I værste fald kan en spiludbyder tilbageholde eventuelle gevinster, fordi de opdager, at der er sket et brud på deres regler og vilkår.
Herudover er community hunts også problematiske, fordi streameren ikke har nogen mulighed for at undersøge, om deltagere er over 18 år, ligesom det kan være nemt for streameren at snyde seerne for deres indsatser.
Endelig skal man være opmærksom på, at der også er skattemæssige regler, der skal overholdes, når man overfører og modtager penge.