Spring til indhold
Loading

Hold hovedet koldt

Når man spiller, kan der ske noget med måden, man tænker på. Spændingen ved spillet kan udelukke tanker om risikoen for at tabe penge eller andre konsekvenser. Hvis du selv spiller, har du måske oplevet at blive så optaget af spillet, at du helt glemmer verden omkring dig?

En dreng står og kigger sig selv i spejlet på et offentligt toilet. Han ser bedrøvet ud og kigger lidt ned.

Efter jeg lærte maskinen at kende, så troede jeg virkelig, at jeg kunne regne ud, hvornår den ville give gevinst. Altså, hvornår jeg skulle smide flere penge ind. Og det gjorde, at jeg begyndte at bruge mange flere penge.

Undersøgelse af pengespil og pengespilsproblemer, 2021

Hjernen på autopilot

Menneskehjernen er designet til automatisk at skabe sammenhænge og finde mønstre og mening. Det er en vigtig funktion, der ligesom en autopilot sparer på hjernens energi, og sikrer, at vi har overskud til at træffe beslutninger, løse opgaver og reagere hurtigt på omgivelserne. Der er dog også en risiko for, at hjernen fejltolker situationer og opfinder mønstre om sammenhænge, som ikke findes. På den måde kan der opstå tanker, som bunder i forvrængede opfattelser af virkeligheden. Det kan kaldes for tankefælder. Tankefælder kommer ubevidst og automatisk, og er noget alle oplever i dagligdagen. Pengespil kan skabe særlige tankefælder, der fx giver en forvrænget forestilling om, at det er nemt at vinde, selvom spillene er helt tilfældige.

Pengespil og tankefælder

Pengespil er et produkt, der kan give underholdning. Men det kan også give en fejlagtig oplevelse af, at spillet er en måde ’at tjene nemme penge’ på. Hvis man allerede som ung oplever at vinde penge i spil, kan oplevelsen være med til at få en til at vende tilbage til spillet igen og igen.

Tankefælder ved pengespil kan opleves så overbevisende, at de får indflydelse på, hvordan man opfatter sig selv, spillet og omgivelserne. De kan gøre det svært at opdage, at man er i gang med at snyde sig selv. For nogle kan tankefælder handle om, at man fejlagtigt begynder at tænke, man er ekspert i at spille, eller har særlige evner til at påvirke spillet. Begge dele giver urealistiske forventninger, om at kunne forudsige eller kontrollere sandsynligheden for at vinde.

Andre tankefælder kan give en forvrænget oplevelse af fx forbruget af tid og penge. Nogle tanker kan fastholde en i spillet ved at få muligheden for at vinde penge til at se ud som en løsning på økonomiske problemer. Andre tankefælder kan få en til at undervurdere, hvor meget tid man reelt bruger på spil, da man nemt kan forsvinde væk i tid og sted, når man spiller. På den måde kan tankerne fange en i en ond cirkel, hvor man overser at spillet i modsætning til ens egen overbevisning, er begyndt at påvirke hverdagen negativt.

Tankefælder og spilproblemer

Når ens tanker bliver forstyrret på grund af spillet, vil det få konsekvenser for evnen til at træffe rationelle beslutninger. Fx kan man begynde at handle mere impulsivt og tage større risici. Det kan føre til, at man begynder at spille for meget høje beløb, og laver mange indsatser. Forstyrrelsen kan også ændre ens opfattelse af størrelsen på pengebeløb, så man bliver bliver blind for hvor høje beløb, man reelt spiller for. For at kunne vedligeholde spillet, begynder nogle at optage lån og spille for penge, de ikke har. Det ses også, at forstyrrelsen påvirker hukommelsen, så man kun husker de gange man vinder, mens tabene sorteres fra. På den måde kan man komme til at overdrive om sit held i spil, både overfor sig selv og andre.

Tjek om tankerne er realistiske

Måske har du selv oplevet noget af ovenstående? Du kan løbende holde øje med dig selv. En god rutine, der giver dig overblik over balancen i dit forbrug af tid og penge på spil kan give en indikation på, om spillet stadig er under kontrol. Her kan du også benytte en selvtest, fx hos Spillemyndighedens rådgivningslinje StopSpillet. Inddrag gerne en du kender godt, når du tager testen, så det kan være lettere at være helt ærlig. Rutinerne kan give en indikation på, om det er tid til at tage en pause fra spillet eller til at tale med nogen, der kan hjælpe med at få tankerne og spillet under kontrol igen.

Genkend tankefælder og hold hovedet koldt

Det kan være godt at kunne genkende tankefælder både hos sig selv eller andre. Det kan gøre det lettere at holde hovedet koldt og undgå at handle på tankerne og bevare kontrollen, når man spiller. Her ser du nogle eksempler på, hvilke tankefælder der fx kan opstå.

Relateret indhold